Den arabiske verden

Det der afgrænser den arabiske verden er sproget - det er ikke religionen, der er store kristne minoriteter i flere af de arabiske lande og der er stadig mindre jødiske samfund, selv om de fleste er udvandret efter staten Israels oprettelse og det efterfølgende modsætningsforhold mellem den arabiske verden og Israel. Der findes også etniske minoriteter, fx er 40 % af befolkningen i Marokko berbere, dvs. tilhører den oprindelige befolkning i Marokko, og de har deres eget sprog ,selv om de fleste også taler arabisk. I Mellemøsten er der minoriteter med kurdere, kaukasere, turkmenere og armeniere. Det er vigtigt at huske at alle landene og alle befolkningerne er forskellige og har deres egne særpræg, uanset at de har meget tilfælles ikke kun p. gr. af sproget og islam også p. gr. af historien. og fordi mange af landene er på samme udviklingsstade.

Desværre er der en tilbøjelighed til at skildre den arabiske og i det hele taget den muslimske verden uendeligt enstrenget. Den svenske forfatter Jan Guillou fortalte engang i et interview, at han for nogle år siden i to døgn havde set CNN og havde hæftet sig ved, hvordan muslimer blev fremstillet, og sagde han, ”på intet tidspunkt optrådte en almindelig person i normal påklædning. Alle muslimerne var nogle der hoppede op og ned. De skreg og råbte eller skød. De havde slør for ansigtet eller de piskede sig selv, kastede med sten eller brændte bildæk og amerikanske flag”. Det ser ikke meget bedre ud i vor egen verden, hvor der især er en tilbøjelighed til hver gang man skal lægge billeder til omtale af den arabiske verden at man så illustrerer med en masse mænd med enden i vejret i en moské. Det er immervæk ikke det mest almindelige billede i den arabiske verden.

Foredrag om palæstinenserne i Libanon

Hvis vi et kort øjeblik springer tilbage til tiden før staten Israels oprettelse i 1948 så var der et meget nært forhold mellem Palæstina og Libanon, der var mange blandede ægteskaber, nogle af de store jordejere i Palæstina var libanesere og man rejste let over grænsen, og der foregik en ivrig handel - også selvom der var tale om to separate lande, hvor det ene, Palæstina, vel at mærke var under britisk mandat. Selv i perioden indtil junikrigen i 1967 havde mange palæstinensere - nu naturligvis kun dem der boede på Vestbredden og i Østjerusalem - nære forbindelser med Libanon, og folk i f.eks. Østjerusalem kunne fortælle hvordan de fra den ene dag til den anden ikke længere kunne rejse mod øst. Indtil da havde det været naturligt at tage på ferie, familiebesøg og indkøb i Libanon, men fra juni 1967 var grænsen lukket og verden var blevet meget mindre.

Israels oprettelse syd for den libanesiske grænse i 1948 fik vidtrækkende følger for Libanon. Grænsen mod syd blev lukket, og det betød at de fattige sydlibanesiske bønder fik afbrudt det tidligere handelssamkvem med Palæstina, som havde været grundlaget for deres eksistens. Reaktionen blev en flugt mod nord hvor mange sydlibanesere slog sig ned i det elendighedens bælte der efterhånden dannedes omkring Beirut, og som senere skulle blive nogle af de mange stridspunkter under borgerkrigen, hvor den kristne højrefløj for meget drastisk og brutalt frem i disse områder for at få dem indlemmet i den østlige del af Beirut. Senere kom der flere sydlibanesere til, dels på grund af den libanesiske regerings totale forsømmelse af området og det shiitiske samfund, dels på grund af de mange israelske gengældelsesbombardementer af landsbyerne efter palæstinensiske partisaners raids ind i Israel.

Situationen i Palæstina

Når man skal fortælle om situationen i Palæstina må man altid foretage et valg med hensyn til hvor man skal begynde. Skal man gå tilbage til Det gamle Testamente og gribe fat i problemet om, hvor vidt Gud gjorde jøderne til det udvalgte folk og lovede dem landet Israel, eller skal man tage udgangspunkt i staten Israels oprettelse efter 2. Verdenskrig, hvilket vil sige efter nazisternes udryddelse af millioner af europæiske jøder. eller skal man springe frem til den sidste bombe i Israel eller Palæstina, hvor der. hvis den springer i Israel, er tale om en terrorbombe, hvorimod hvis den springer eller falder i Palæstina, er tale om gengældelse?

Palæstina set i lyset af FN, retfærdighed og facts on the ground.

Den 2. september 2004 vedtog FN’s sikkerhedsråd resolution 1559, der krævede at Syrien øjeblikkeligt skulle trække sine tropper ud af Libanon. Kravet blev støttet af slet skjulte trusler fra amerikansk side, og det fik yderligere vægt efter mordet på den tidligere libanesiske ministerpræsident Rafiq Hariri den 14. februar 2005. Efter et par måneder havde Syrien da også klogt trukket sine tropper ud af Libanon. Det lykkedes største delen af pressen at forvanske historien bag de syriske troppers tilstedeværelse i Libanon, for de var nemlig oprindeligt kommet til landet i 1976 efter opfordring fra den daværende libanesiske præsident Suleiman Franjieh og med USA’s og Israels accept. Formålet var dengang at forhindre den på det tidspunkt stærke libanesiske nationalbevægelse i at vinde. Syrien kom således oprindeligt til Libanon som støtte for en højreorienteret kristen regering.

Når jeg indleder med at tale om Syrien er det, fordi det kan undre enhver araber og anden iagttager af Mellemøsten, at det lige var den resolution, det var så vigtigt at få gennemført, når der nu er så mange at tage af, så mange af meget ældre dato. Men det er et meget godt eksempel på verdenssamfundets selektive omgang med FN-resolutioner.

Palæstinas historie 1948-2007

Mellemøsten og her først og fremmest Palæstina-Israel konflikten er et af de mest mediedækkede områder i verden, vi følger næsten hvert eneste dødsfald, hvor vi i andre konflikter undertiden blot får meddelelse om, at der i løbet af det sidste år er 5.000 - eller hvad tallet nu måtte være - dræbte i den nepalesiske borgerkrig. Men samtidig er konflikten en af de mest forvrængede og misforståede og myteomgivne konflikter i verden.

Ledetråden i foredraget kunne være nogle af de mellemøstlige myter begyndende med den om jøderne som Guds udvalgte folk der har fået tildelt landet Israel. En anden myte kunne være at statens Israels oprettelse skyldes nazisternes masseudryddelse af især jøder – det der senere har fået betegnelsen holocaust. Det er en myte som det af letheds grunde kan være fristende at acceptere, også fordi den i dag formentlig rummer så megen sandhed at havde det ikke været for holocaust og Europas velbegrundede dårlige samvittighed i den anledning samt naturlige glæde ved at have ladet regningen for egne ugerninger gå videre til araberne som ikke havde noget med den katastrofe at gøre, så ville Israel ikke have været i stand til at slippe af sted med den politik som det fører og altid har ført. Og så er der myten fra Junikrigen i 1967, den er væsentlig fordi den er med til at begrunde besættelsen af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, for det kan godt være at besættelse ikke er acceptabelt, men Israel var i sin gode ret til at forsvare sig mod de arabiske angribere. Små detaljer som at hele det egyptiske luftvåben blev udryddet på jorden har ikke gjort meget for at ændre på denne myte.

Palæstinensernes erfaringer siden Oslo-aftalen

Hvad gik Osloaftalen egentlig ud på?
Hvor langt blev den implementeret?
Hvad gik galt, siden situationen i dag er langt værre end før Osloaftalen.
Og hvad skete der egentlig i Camp David i 2000?
Hvordan kunne en fredsaftale se ud?